Om kys og venner og fødselsdage. Eller om at kysse sine venner til fødselsdage...

Jeg har fødselsdag i morgen og har ingen planer. Overvejer at ringe til tatovør og høre, om han lige kan presse tid ind til en lille ting...
Onsdag skal jeg til gengæld drikke fødselsdagsøl sammen med PrinsesseMads og IT-fyren. Og måske et par andre. Jeg har inviteret ny flirt, som jeg endnu ikke har et ordentligt navn til. På jobbet kalder vi ham Jamel... uden anden grund end at jeg har kysset ham. :)
Nå, men jeg ved ikke, om han kommer. Vi skal mødes på den bar, hvor jeg sidste år var til julefrokost og kinddansede mig igennem et helvede af Rasmus Seebach - men fyr der senere er døbt Kinddanseren, og som jeg for en måneds tid siden har siddet sammen med i flere timer under et tæppe og drukket guldøl og snakket og kysset. Der var klart grobund for noget mere - indtil jeg afslørede, at jeg spiser børn. Så syntes han pludselig, at jeg er spild af tid. Oh well... Det kan godt tænkes, at Kinddanseren dukker op; det er trods alt hans stamværtshus, vi crasher. Det bliver kun akavet, hvis Jamel kommer.

Og så går det stille og roligt op for mig, at jeg de sidste to år til min fødselsdag har kysset Ikea. Som ikke kommer i år, fordi han er ude at rejse. Syntes ellers det var alle tiders tradition at kysse på ham til fødselsdage. Overvejer selvfølgelig at holde en Fødselsdag part 2. Hvor der helst skal indgå fællestequila og kys og Ikea.
Omvendt ville det også passe mig glimrende kun at kysse Jamel på onsdag. Og så måske IT-fyren og PrinsesseMads, men det er mest fordi det efterhånden virker naturligt at snave sine venner, når vi er fulde...

Om brunch og noget med ikke at blive fuld

Nå nå, jeg har jo aldrig rigtig gidet have sådan en blog, der "forpligter" til jævnlige indlæg. Jeg har heller ikke haft noget ønske om sådan for alvor at dele ud af mig selv i for høj grad. Her kommer dog alligevel et højst ædrueligt indlæg fra oberstens side.

Jeg har inviteret abeflokken til tømmermændsbrunch i morgen. Jeg skal ikke selv have tømmermænd, men nogle gange når jeg har det, ville det være superfedt at tage til privat brunch med sine venner og spise bacon og være grim og få det bedre. Og det er derfor, jeg inviterer.
For et års tid siden ville jeg sikkert have købt både øl og champagne, fordi det hørte sig til, og så ville jeg regne med en lille fest i den 1-værelses i ghettoen. Jeg har ganske vist både en flaske tequila og næsten en hel flaske gin. Og noget hjemmelavet snaps, men jeg forventer alligevel ingen fest, and that's fine by me. Jeg har også en øl, men jeg skal bage pandekager, og min mormor har lært mig, at der skal øl og ikke mælk i. Så mens man bruger en halv øl til pandekagedejen, drikker man den anden halve. Det plejer at fungere, så det er det, jeg gør.
Overvejer lidt, hvornår fanden jeg er blevet sådan én, der drikker en halv øl alene, mens jeg kokkererer til mine venner - som jeg har opfordret til at tage spil og børn (barn) med... Den helt oplagte undskyldning er, at jeg jo har Profeten boende hos mig nu. Profeten er en halvvoksen kat, der har haft en dårlig oplevelse og er blevet lidt nervøs for mænd.
Men det er bare undskyldningen.
Det gør mig egentlig ikke noget, hvis folk bliver og har en fest, overhovedet ikke! Men den playliste jeg er ved at sammensætte er mest stille pop, lidt klassisk og en lille smule klynkerock. Ikke ligefrem festmusik...
Må endnu engang slå fast, at der skete noget med mig efter psykiatrisk afdeling. Det var ikke mig, der var indlagt, men jeg forsøgte at bryde ind et par gange. Det lykkedes én gang og var det hele værd. Én af mine venner var et halvt år i surrogatvaretægt på psykiatrisk afdeling i 2011. Og jeg må indse, at jeg vil kunne dele mit liv op i før og efter den periode. Ligesom jeg kan dele mit liv op i før og efter min far døde, eller før og efter jeg lærte smerte at kende for alvor.
Jeg er nok bare blevet et alvorligere menneske. Og det er fandeme fint! Har det bare lidt som om, den der abeflok skal møde det alvorligere menneske for første gang i morgen, og det er overhovedet ikke tilfældet, for de fleste kendte mig og fulgte lidt med på sidelinjen under mine indbrudsforsøg in the name of love.

Måske er det bare fordi jeg er præmenstruel. Eller fordi jeg snart skal sige på gensyn til nogle kolleger. Eller fredagstristhed uden grund ligesom jeg lige har læst, at HverdagsNadia også lider af. Måske er det månen? (Det er kraftedeme altid månen, der får skylden, når folk tér sig!)

Om at overvinde sig selv - og så fucke det op bagefter

Jeg var til 21-års fødselsdag i går hos min elev. Okay, hun er ikke kun min, men hun er kontorelev der, hvor jeg arbejder, og hun er alle tiders! Hun bor i Lyngby, hvilket vil sige 19,etellerandet km. fra mig. Jeg havde planlagt at cykle derud - for så langt er 19 km. jo heller ikke. Tænkte jeg. I sommer cyklede jeg flere gange til Glostrup, og der er vist 17 km. eller sådan noget, og det kunne jeg sagtens. Og på trods af snevejr og mørke kunne jeg altså ikke overskue at skulle med en bus, et tog og så to busser til. Offentlig transport, ikke? Det er altså ikke mig. Man kommer tit alt for tæt på mennesker, som lugter og snakker og overtræder ens intimsfære, og det er sådan lidt... ikke angstfremkaldende. Kvalmefremkaldende, tror jeg faktisk. Jeg har det lidt på samme måde med diskoteker, men det er en helt anden sag.
Så jeg pakkede mig ind i varmt tøj med regntøj ud over. Jeg havde skiftetøj i tasken, musik i ørerne og en seddel med en rutevejledning på. Og jeg nåede frem helt uden at fare vild! Jeg kan ellers fare vild hvor som helst, så jeg var ret stolt. Jeg havde dog ikke lige tænkt over, at det tager noget længere tid at komme frem, når man ikke på forhånd kender vejen og derfor skal lede efter vejskilte i mørke. Det gjorde det heller ikke bedre, at det var op ad bakke næsten hele vejen og at der fra Søborg og til Lyngby faktisk lå smattet sne over det hele, som gjorde det lidt svært at cykle... Til gengæld glædede jeg mig til hjemturen, hvor det ville være ned ad bakke.

Selve festen var en succes! Jeg kendte kun Eleven, og det viste sig selvfølgelig, at jeg var 6-7 år ældre end alle andre. Jeg var også den eneste, der ikke foretrækker at høre pop hele natten, men det bed jeg pænt i mig. Jeg forsøgte mig lidt på et tidspunkt med at foreslå et nummer med Korn, men jeg fik bare et mærkeligt blik tilbage. Hvorefter poppen fortsatte. Hele natten.
Efter flere timer fik Elevens kærestes tvillingebror øje på min næsering, og det var i sig selv lidt sjovt, at han ikke havde set den før. Den sidder trods alt midt i det hele! Det var også sjovt, fordi det affødte spørgsmål som:
"Kan du godt pille næse med den i?"
"Gjorde det ikke vanvittigt ondt?"
"Har du så også tatoveringer og alt muligt?"
"Så har du garanteret sådan en kæmpestor kæreste med tatoveringer over det hele?"
Svarene er noget i retning af "ja da", "egentlig ikke" og så en længere udredning om smerte, "ja da" og en undren over, hvad alt muligt dækker over, og "jeg vil ikke kalde ham kæreste, men en af mine elskere er kæmpestor og har tatoveringer over det hele". I mit stille sind morede jeg mig lidt over, at jeg i hans øjne ligner én, der har en kæmpestor tatoveret kæreste. Det er ikke en box, jeg normalt bliver puttet i - eller også er han bare den første, der giver udtryk for det.
Nå, men både Eleven og hendes kæreste gik omkuld i gæsteværelset, og jeg insisterede på at putte Eleven og kysse hende på panden, for hun er jo min elev. Ham tvillingebroderen syntes, det var ret mærkeligt. Og så brugte vi ellers natten på at drikke alt for mange mærkelige drinks og synge med på alverdens popnumre, som jeg ikke anede, at jeg kunne texterne til.

Jeg ved ikke, hvornår jeg besluttede mig for at tage hjem, og jeg kan heller ikke huske, hvor jeg skiftede tøj fra kjole til varmt cykelkluns. Håber virkelig ikke, at det var midt i stuen! Jeg ved til gengæld, at jeg var hjemme omkring kl. 9 om morgenen...
Jeg var fuld med begyndende kvalme, men totalt klar på at cykle 19,etellerandet km. Omkring Buddinge stoppede jeg og forsøgte at brække mig, men kunne ikke og kørte videre. Og det der ned ad bakke det var en ren fryd! Faktisk så stor en fryd, at jeg glemte at dreje et ret vigtigt sted. På et tidspunkt gik det op mig, at omgivelserne så forkerte ud, men jeg valgte alligevel at køre videre, for "lige om lidt kommer der noget, jeg kan genkende". Right! Så opdagede jeg et vejskilt, hvor der stod "Godthåbsvej", og så vidste jeg, at jeg var et helt forkert sted. Som i virkelig forkert. Alligevel valgte jeg at køre videre, for lige om lidt ville der nok komme noget, jeg kunne genkende.
Det gjorde der bare ikke, og så stod jeg der gennemblødt af smeltende sne og frysende trods det varme tøj. På noget der måske hedder Sallingevej. Jeg har stadig ingen fucking anelse om, hvor det er henne. Så græd jeg lidt i min aftagende brandert, fordi jeg følte mig så alene, og så besluttede jeg mig for at ringe efter en taxa. (Overvejede først at ringe efter Kampvognen, som er ham den kæmpestore med tatoveringerne, men jeg syntes alligevel ikke, at jeg ville vise mig for ham på så ucharmerende vis.) Det viste sig at være ret smart det med taxaen, også selvom chaufføren grinede lidt af mig, da jeg sagde, at jeg var på vej til Amager fra Lyngby. Tror han var lidt imponeret over, at jeg kunne fare så meget vild. Det er sådan en spidskompetence, jeg har.
Først sagde jeg til ham, at han bare skulle køre mig så langt han kunne for 100 kr. fordi jeg ikke havde mere på mig og mit kort ikke virkede i hans taxa, men da vi havde kørt for de 100 kr., anede jeg stadig ikke, hvor jeg var henne, og så fandt vi en hæveautomat, så han kunne køre mig helt hjem. Det kostede mig over 200 kr. så jeg må edermame have været langt væk!

Næste gang tager jeg cyklen igen. Jo jo, man farer jo ikke så meget vild to gange! Men måske skulle jeg holde lidt igen med vodkaen næste gang...

Om voldelige tendenser part 2 - denne gang under en julefrokost

Jeg var til alle tiders julefrokost fredag i sidste uge. Jeg var sammen med en gruppe mennesker, som jeg ser næsten hele tiden, og vi crashede en fest med både folk vi kender godt, mindre godt og slet ikke. Og de burde faktisk takke os for at crashe deres fest, for det mindede mere om et lokalpolitisk møde, inden vi kom.
Nå, men vi indtog dansegulvet, og jeg vidste egentlig godt, at jeg var lækker den aften. Jeg havde samme outfit på som til en anden julefrokost et par uger tidligere, hvor jeg endte med at kinddanse mig igennem ikke mindre end 4 numre med Rasmus Seebach sammen med en ret ung fyr, som sagde til mig, at jeg var skræmmende køn. Men nok om den fest, som ellers var en sand succces!
Ud på dansegulvet kommer lidt-for-gammel-til-mig-fyr i hvid poloshirt og giver mig et kram. Jeg har aldrig set ham før, og det er heller ikke mit indtryk, at særlig mange andre kender ham. Han vil ikke rigtig give slip på krammet og siger, at jeg er dejlig, og at han skal have mig. Jeg får sagt noget i retning af:
- Nej, det skal du godt nok ikke! Og så noget om, at jeg har en kæreste. Han gentager sig selv, og så gentager jeg mig selv, og så begynder det at kede mig, så jeg går i retning af baren, som er proppet med folk, jeg i det mindste kender lidt. Og før jeg ved af det, har jeg hans arm om min hals, og han siger højt ind i mit øre, at han skal have mig. Og så strammer han til. Jeg har fat om hans arm med begge hænder, men er ude af stand til at vriste mig fri. Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg siger til ham, men noget med, at jeg ikke kan få luft og at han skal give slip. Det koster mig så mine sidste kræfter, og så bliver jeg bange. For hvad nu hvis han ikke giver slip?
Det gør han dog til sidst, og jeg flygter ud på toilettet, hvor jeg hoster så meget, at jeg er lige ved at brække mig af det. Jeg tror, der går et par minutter, før min stemme er normal igen. Ude ved toiletterne møder jeg Don Omar, som har et godt øje til alle med bryster, men som også dybest set bare holder af mig, som jeg er. Med eller uden bryster. Jeg fortæller ham, hvad der skete med Poloshirten, og han bliver så vred, at han vil finde ham og tæve ham. Jeg skynder mig at tale ham fra det, fordi jeg ikke kan overskue de mulige konsekvenser.
Nå. Så kunne jeg sgu et eller andet sted lære det. Gad vide hvor længe Stråhatten fra midsommerfestivalen hostede, efter jeg forsøgte at kvæle ham? Gad vide om han var lige så pissechokeret, som jeg var?

Nogle dage efter snakker jeg lidt med folk om julefrokosten og har rent glemt kvælningsepisoden. Eller fortrængt eller hvad ved jeg.
Vi taler lidt om ham den fulde, der faldt en hel etage ned ad trapperne og efterlod et blodspor, der virkelig ville noget. En af de andre piger havde været på vej hjem, da ambulancen kom efter ham fyren, og da det viste sig, at han selv kunne gå, forsøgte hun at overtale ambulancefolkene til, at de skulle køre hende hjem i stedet for at hjælpe ham den blodige fyr. Det synes jeg alligevel, er friskt nok, når hun ikke kunne finde en taxa.
Det var under festen ikke gået op for mig, hvem det var, der lavede det der styrt på trappen, så jeg spørger de andre.
- Det var da ham der med den hvide polo. Kan du ikke huske ham? Han var da ret glad for dig...
Og så dukker det hele op igen. Frygten, panikken, vreden, chokket. Og jeg tager mig selv i at tænke, at så kunne han sgu også lære det.
Senere samme dag siger jeg til Kampvognen, at jeg er virkelig glad for, at Poloshirten selv faldt ned ad trappen, så både jeg og Don Omar slap for at gøre det. Han ser på mig, som om han ikke rigtig ved, om han skal tro på, at Poloshirten selv faldt.
Oh well...

Om at smadre elektronisk køkkenudstyr til fødselsdage

Til min fødselsdag i år smadrede jeg min elpisker. Men altså; pyt! Jeg skulle jo kun bruge den til at piske flødeskum OG æggehvider til en eller anden afsindig norsk marengskage, der i min familie går under navnet ”Haralds kage”. Det var overhovedet ikke hårdt at piske med gammeldags håndkraft. Heldigvis ringede veninden med optikerkæresten og sladrede, fordi jeg et par uger forinden var blevet uvenner med Caro, og ingen vidste rigtig, om hun havde tænkt sig at dukke op... og så kunne jeg lige piske al min meningsløse vrede ned i kagen under sladder.

Jeg ved ikke, om det kunne smages. Vreden altså. Folk blev så opslugte af bodyshots, at vi glemte alt om kage. Jeg havde noget tequila, og når man fylder 27, er der kun én måde at drikke tequila på, og det er af en andens krop. Veninde med optikerkæreste var ikke sådan for alvor med på idéen, men Japanerpigen, Ikea, IT-fyren og PrinsesseMads var på. Veninde og Japanerpige gik omkring midnat, fordi de skulle møde Optikeren. Jeg foreslog, at han bare kunne joine os, men det var åbenbart ikke en mulighed. I don't see why...

En enkelt flaske tequila var alt for lidt. Men altså... Så havde jeg også noget gin, noget hjemmelavet blåbærsnaps, noget asti og noget øl. Ingen af delene gør sig specielt godt som bodyshots med salt og citron, kan jeg afsløre. Hvis nogen alligevel sidder og overvejer selv at prøve, så vælg gin. Evt. med lidt saft i. Mere om det en anden gang. Og vi nåede et point of no return, hvor det ikke længere handlede om shots, men om kropskontakt. Fik jeg nævnt, at jeg fyldte 27 og ikke 17? Nåh...

Jeg havde sådan en kjole på, som bindes i nakken og fordrer, at man ikke har bh indenunder. Ikea opdagede, at det gjorde det ret let at lave en bodytequila lige på brystvorten – og igen handlede det vist ikke så meget om tequila som om bryst. (Salt i næsten færdighelet brystpiercing er ikke specielt rart de efterfølgende dage.) Jeg glemte helt at trække vejret, da han lukkede sine læber om min hud. Og da han kyssede mig bagefter for første gang i et år, troede jeg et øjeblik, at jeg skulle besvime. Resten af aftenen blev kun vildere, og i flere uger efter føltes det som om nogen havde blandet en flaske champagne op i mig.

Til min fødselsdag for nogle år siden (jeg tror, det var i 2007), holdt jeg fest skærtorsdag. Jeg havde lavet en almindelig lagkage og noget punch-agtigt. (Læs: malibu og kakaomælk i en Margretheskål med sugerør.) Det var lidt kvalmt. Jeg er ikke længere helt sikker på, hvem der var til stede, men jeg ved, at IT-fyren og frk. Fornuftig (hans kæreste og min barndomsveninde) kom senere end de andre. De havde købt en dørmåtte til mig, som jeg ikke vidste, at jeg havde ønsket mig, men som jeg stadig er glad for.

Frk. Fornuftig havde selv en halvliters flaske med, hvori hun havde blandet en eller anden pigedrink. Champagnebrus muligvis. Da hun havde drukket den og talt ganske lidt med en ret fuld udgave af mig og ingen af de andre, lagde hun sig til at sove på min seng. Andreas og jeg delte en halv flaske kirsebærvin, mens vi sad på hver vores side af hende og sludrede, og det var dødhyggeligt.

Den der punch var der til gengæld ikke rigtig synk i. Efter kirsebærvinen besluttede Andreas og jeg os for at peppe den lidt op, så vi hældte noget gin i. Det blev det ikke bedre af. Så fik den lidt kirsebærvin. Det blev den underligt nok lidt bedre af, men ikke rigtigt nok. Så tog vi Margretheskålen med ud i køkkenet, hvor resten af lagkagen også var endt. Der var både jordbær og banan i kagen, og det virkede super oplagt at blende dem i punchen. Jeg havde en stavblender, som vi brugte til formålet, men i det der stadium af fuldskab var det ret svært at få frugt fri af flødeskum og kagebund, og til sidst var vi ligeglade og puttede noget af kagen i punchen også. Og blendede det hele. Og fandt nogle chokoladeskildpadder, som også blev kvast. Og SÅ var punchen klar!

Det var så kun Andreas og mig, der drak af den, fordi alle de andre syntes, den var virkelig klam. No wonder?! Sjovt nok husker jeg den stadig som ret god... Men det var først om lørdagen, at jeg havde det godt nok til at kunne fjerne den fra sofabordet, hvor den stod og stank, mens jeg havde nogle af mit livs værste tømmermænd!

Fredag kunne jeg intet. Jeg kunne ikke drikke, ikke spise, ikke gå i bad, ingenting. Det var forfærdeligt.

Lørdag var jeg nødt til at tage mig sammen, fordi jeg skulle til koncert inde i Studenterhuset, hvor IT-fyren og Ikea spillede med deres band. Jeg drak kun vand den aften, og frk. Fornuftig var vældig overrasket, for ”det var da i forgårs, du holdt fest?!” Ja ja, bevar mig vel! Og så var det i øvrigt den aften, jeg første gang så Ikea ubarberet. Han har aldrig været smukkere end den aften. Hvor han lige var indgået i det eneste faste forhold, han har haft, mens vi har kendt hinanden. Men det opfattede jeg ikke den aften.

Næste gang jeg skulle bruge stavblenderen, begyndte den at ryge og lugte underligt. Helvedes til punch!

Helvedes til fødselsdag.

Om den nytårsaften vi aldrig taler om

Efter at være blevet spurgt hvordan jeg egentlig ser ud nu, fordi billederne af mig herinde er ret forskellige, kom jeg i tanker om et billede af mig, der aldrig har været vellignende. Det er taget til en nytårsfest gone really wrong for nogle år siden. Hos en veninde som jeg ikke lige har noget dæknavn til pt. (det skal nok komme) - eller faktisk hos hendes nye kæreste. Udover mig og min daværende bedste veninde Caro, var der kun kærestens venner...
Jeg har en tendens til at blive urimeligt fuld, når jeg er sammen med mennesker, jeg ikke kender og som ikke interesserer mig. Jeg blev urimeligt fuld den aften. Jeg drak to flasker champagne selv og et par shots. Og Caro påstår, at jeg også drak en virkelig stærk drink. Men det kan jeg altså ikke huske.
Til gengæld kan jeg huske, at jeg fyrede en champagneprop direkte op i køkkenloftet og lavede et mærke, som vist ikke var til at fjerne. Det føltes lidt som en ejakulation og var klart aftenens højdepunkt. For mig.
Jeg kan også godt huske, at jeg ved midnat var så fordybet i en diskussion grænsende til skænderi om kristendom med en eller anden optiker, at jeg ikke gad gå ud og se på fyrværkeri. Jeg var jo i færd med at forsvare min tro, og det var vigtigere end fyrværkeri... Senere er det gået op for mig, at jeg virkelig skal gøre mit yderste for ikke at komme til at diskutere (på den lidt ufede måde) med ham optikeren, hver gang vi ses. Sjovt nok kan han vist ret godt lide mig, selvom jeg som regel forvandler mig til den psykotrold, jeg inderst inde er.
Jeg husker også, at jeg fik det dårligt og gemte mig inde i soveværelset. På gulvet ved siden af sengen, fordi japanerpigen var gået død på sengen. Så lå jeg der og brækkede mig i min egen hånd, og det er nok noget af det klammeste, jeg nogensinde har gjort ved mig selv! Samtidig tudbrølede jeg uden at være rigtigt klar over hvorfor. Det var selvfølgelig noget med, at jeg følte mig forladt, og som jeg lå der i fosterstilling med bræk udover det hele, overskyggede den følelse det hele. Caro endte med at være sød nok til at følge mig hjem, trøste mig og holde mig i hånden - efter at jeg havde vasket hænder.
Japanerpigen vågnede til gengæld slet ikke, mens jeg lå der i min ynkelighed.
Da vi var gået, var der én af fyrene, som forsøgte at voldtage japanerpigen. Hun vågnede op uden trusser på og med ham oven på sig. Heldigvis var han for fuld til rigtigt at kunne foretage sig noget. Der fulgte en periode med vidneudsagn og ubehagelig stemning. Og det er derfor, vi aldrig nogensinde taler om den nytårsaften.
Men her er altså et billede af mig, før jeg fik mit breakdown:

Og nu hvor jeg er i gang - et billede af mig, der forsøger at få rejsning på en helt ny og ikke særlig vellykket måde:

Billeder fra HCØ-fødselsdagen 2010

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg er færdig med at fortælle om Evas specialefejring. Tror det ikke. Men jeg sad lige og kiggede festbilleder igennem og faldt over nogle fra HCØ-fødselsdagen sidste år. Den fest som er grunden til, at jeg overhovedet oprettede den her blog…
Det er vist noget med, at det ikke er særlig god stil at fyre billeder afsted af folk, når man ikke har spurgt dem om lov. Men de ligger allerede på facebook, og desuden er der jo ingen, der kan genkende os alligevel.
Hermed lidt stemningsbilleder fra flagmarchen:

Og jeps. Det er mig med en guldøl i hånden. Charmerende som altid, ikke? :)